Om fotografering

Jeg har altid interesseret mig for billeder: tegninger, plakater, fotos, malerier og alt derimellem, det vil sige at den kunstneriske interesse altid har været med i min bagage. Som ung valgte jeg at uddanne mig som kunsthåndværker, jeg blev i 1960 uddannet som sølvsmed, et fag som indeholdt flere opgaver som formgiver og designer.

Det fag forlod jeg, men ikke billedinteressen, som bl.a. førte til at jeg en tid underviste i billed- og kunstforståelse. Derfor er min tilgang til fotografiet hovedsagelig den kompositoriske og kunstneriske side af billederne.

 

At fotografere har to aspekter: den kunstneriske og den tekniske, to forhold som kan opfattes som diametralt modsatte, men fotografer må ikke desto mindre beherske begge sider for at skabe gode billeder.

Mine motiver finder jeg i mine omgivelser og på min vej overalt hvor jeg færdes. Det er ikke bare naturen som inspirerer mig, men alt hvad jeg kommer i nærheden af. Motiver er der nok af, men jeg er kræsen så der kan gå lang tid mellem jeg får noget i kassen, som jeg er tilfreds med, for det er ikke nok at noget er flot eller smukt at se på i virkeligheden, det skal også blive et godt billede. Virkeligheden er tredimentionel mens billeder er todimentionelle og den forskel skal man være opmærksom på som fotograf.

 

Enkle billeder er tit de smukkeste. Som ung så jeg ofte i en fotobog med fotos af K.Helmer-Petersen, en dengang kendt dansk fotograf som vist er ved at være international anerkendt igen. Ved et gensyn med hans fotos kan jeg se, at jeg er meget præget af hans billedsyn, og han må have haft det princip som hedder ”less is more” - mindre er mere. Det princip forsøger jeg også at følge i mange af mine billeder.

 

Nogle billeder sætter nogle tanker i gang, andre sætter os i en bestemt stemning og andre igen er bare smukke at se på, kort sagt påvirker billeder os og nu er det ovenikøbet videnskabeligt bevist, har jeg set.

Dette er et billede af det største stykke sølvtøj jeg har lavet. Jeg arbejdede i et lille firma som hed Axel Salomonsen der havde værksted i Dybensgade i den indre by i København. Terrinen er en kopi af en ældre terrin , for firmaet lavede fortrinsvis kopier af ældre ting som blev solgt til rige turister fra USA, Japan eller Mellemøsten, og da det var eet eksemplar af hver opgave var det naturligvis håndarbejde fra bunden af. Det var spændende at arbejde der, for der var ikke mange ting som vi lavede to eller flere af. Terrinen er ca. 24 cm. høj og ca. 45 cm. lang.